et blåbærbed har blødt på dine klæder
smilet smurt fra mund til vig, fra tå til top
jeg er blevet en voksen totempæl af en træmand
og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage dig op så jeg sigter efter kysten, krydser fingre for venligt vejr
våde fødder, tørre sko
med ben på nakken, over skuldre, jeg klamrer mig til plastre
og til idiotisk overtro disse sløve, sløve morgener hænger i gardiner, sidder fast i fingre
og disse sløve, sløve morgener giver aldrig helt slip på min stemme længere
men der er ingen trolde, ingen æsker, der er ikke mere at hoste op
og der er ingen hjemme, ned i rævegraven, op igen, op at stå op jeg har lænet mig op ad en væg der lænede igen
til rygsøjlen gik i bro
jeg er min mor når jeg hoster, jeg er min far når jeg ikke svarer
sikkert summen af begge to så denne dag sigter jeg efter kysten, væk fra festen, ben på nakken
stift puds og blåbærblod
det er ham, lige dér til venstre i billedet,
der trænger til at blive klippet eller skiftet ud disse stille, stille aftener hænger i gardiner, sidder fast i fingre
og disse stille, stille aftener giver aldrig helt slip på min stemme længere
men der er ingen trolde, ingen æsker, der er ikke mere at hoste op
og der er ingen hjemme, ned i rævegraven, op igen, op at stå op